Den Grønne Karavane

Miljødetektiven

Detektiv 3 – økologi del 2

Placering:

Denne post kan være i det klasselokale, hvor Miljødetektiven starter og slutter. Det er en fordel at der er vand i nærheden, så der er mulighed for at forberede smagsprøverne. På denne post skal læreren bemande posten og til at sørge for, at der er smagsprøver parat til eleverne.

Indhold:

Eleverne skal svare på skolens brug af økologiske varer både i skolekøkkenet og i skolens kantine/skolebod.
Dernæst skal de smage på forskellige økologiske og ikke-økologiske madvarer. Der er smagsprøver på chokolade, gulerødder og saftevand. Læreren skal sørge for, at der er blandet saft og skrællet/skåret gulerødder og desuden vide hvilke der er økologiske (mærket 1), og hvilke der ikke er (mærket 2) – det er vigtigt, at eleverne ikke kan se det!

Formål:

Formålet med denne post er, at eleverne får undersøgt hvorvidt skolen bruger økologiske varer i henholdsvis kantinen/skoleboden og i skolekøkkenet.
Formålet med smagstesten er, at eleverne selv erfarer, at der er forskel på smag og behag – blot fordi mad er økologisk, er det ikke sikkert, at det smager bedre eller værre end ikke-økologisk mad. Det er individuelt, hvilken smag man hver især bedst kan lide, men økologisk behøver bestemt ikke at smage ringere end andet!

 

Spørgsmål 1: Hvor meget af udvalget i jeres kantine/skolebod er økologisk?

– Stort set alt (4 point)
– Ca. halvdelen (2 point)
– Under halvdelen (0 point)
– Stort set intet eller ingenting (-2 point)

Svar 1:

Lad gerne eleverne diskutere omfanget af økologi på skolen med hinanden og snak evt. med dem om hvorfor det er sådan. Det endelige svar kan de finde i Infoboden
Point (-2 til 4) anføres i elevernes skema ud for postens spørgsmål 1

Spørgsmål 2: Hvor mange økologiske varer bruger I i hjemkundskab?

– Stort set alt (4 point)
– Ca. halvdelen (2 point)
– Under halvdelen (0 point)
– Stort set ingen eller slet ingen (-2 point)

Svar 2:

Lad igen eleverne diskutere omfanget af økologi med hinanden og snak igen med dem om hvad det kan skyldes. Bemærk, at der kan være forskel på, hvor stor andel af økologiske varer de forskellige lærere køber.
Pointet (-2 til 4) anføres i elevernes skema ud fra postens spørgsmål 2

Spørgsmål 3: Kan I smage forskel på økologisk og ikke-økologisk mad? Og hvad synes I smager bedst?

Svar 3:

Der serveres små stykker chokolade (1 stk. øko og 1 stk. ikke-øko til hver elev), uden at de ved, hvilket der er økologisk og hvilket der ikke er.

Herefter serveres små gulerodsstænger – igen 1 stk. øko og 1 stk. ikke-øko til hver.

Til sidst får hver elev 1 papbæger og smager først lidt øko saft og derefter lidt ikke-øko saft.

Snak med eleverne om hvad de synes og gør det klart, at der ikke er noget ”rigtigt svar” her – det er smag og behag, hvad man bedst kan lide!

Når alle har smagt og I har snakket om forskel på smag og behag, sættes en ring omkring ”OK” på elevernes skema.

Materialer:

Planche med postens nummer (opsættes så eleverne nemt kan finde den)
2 kander til saft
Papbægre
Økosaft
Ikke-økosaft
Skærebræt
Urtekniv
Kartoffelskræller
Øko gulerødder
Ikke-øko gulerødder
2 bøtter til gulerodsstave
Øko chokolade
Ikke-øko chokolade