Den Grønne Karavane

Stil skarpt på skolens miljø

Nu skal det dokumenteres, hvordan det ser ud med miljøet på skolen. Elevfotografer kommer til at suse rundt på skolen og lede efter miljøhistorier og fotografere dem. Så pas på med at smide skrald i skolegården og sørg for at få tætnet vandhanerne, inden fotografen kommer forbi og dokumenterer forholdene. I dette værksted skal eleverne tænke over, hvordan de kan vise både de positive og negative sider af skolens miljø.

Rigtig god fornøjelse med optagelserne!

 

Værkstedet understøtter følgende Verdensmål: Se mere om Verdensmålene.

11. Bæredygtige byer og lokalsamfund


Alt det praktiske

Den Grønne Karavane kommer med 8 iPads som du som lærer sætter op til at køre på skolens WIFI-netværk. Dette værksted forudsætter at du kender de programmer, som I vil bruge, fx på Skoletube. Du kan eventuelt oprette en fælles kanal for klasserne og INFOboden på forhånd. Det er en god ide at booke skolens IT-vejleder når karavanen kommer med iPads. Så kan du og IT-vejlederen sammen få udstyret til at fungere inden eleverne kommer.

Det er antallet af iPads, der bestemmer holdstørrelsen. Del eleverne op i hold af 2-3 personer pr. iPad. Eleverne optager motiver på skolen og fortæller en miljøhistorie med deres billeder.
De enkelte hold finder selv deres idé og drager ud på skolen. Optagelserne tager omkring én time. Derefter skal eleverne bruge resten af tiden på at sætte deres historie sammen til en præsentation og udgive den på Skoletube.


Lærervejledning

Tal med eleverne om hvordan visuelle medier som billeder, video, tegneserie o.l. kan fortælle en historie. Fortæl eleverne at opgaven går ud på at fortælle en historie om skolens miljø, indenfor emnerne:

  • Skolens energi
  • Vandspild eller fornuftigt forbrug
  • Skrald eller genbrug
  • Skolens indkøb
  • Naturen på skolen
  • Transport på skolen

Få eleverne til at tænke over, hvad det er, de vil vise med deres billeder. Hvad er historien? Fx viste eleverne på en skole et tomt køleskab beregnet til læskedrikke. Pointen var, at køleskabet var gabende tomt, men kørte for fuld kraft.

Et andet eksempel kan være: Kasper tager et glas vand, hvor kommer vandet fra, hvor bliver det af i Kasper, og hvad med opvaskevandet, når glasset skal vaskes op?

Et skævt/sjovt eksempel: Børnene er ved at dokumentere affald i naturen, så kommer der en kat og skider og graver sit lort lidt ned – er det OK?

Få evt. inspiration til andre historier i quizzerne fra Infoboden.

Tænk gerne i enkelte billeder eller scener – et ad gangen. Det er godt, at der sker noget på billederne. Fx siger det ikke meget at optage et varmeapparat, selv om det bruger energi. Hvis der i stedet sker noget på billedet af varmeapparatet, fx at nogen aflæser måleren og ser forfærdet ud bliver billederne tit meget bedre. Det vil selvfølgelig være helt ideelt, hvis eleverne kan finde nogle steder, hvor skolens miljø kan forbedres.

  • Brug evt. dette storyboard. Print tilstrækkeligt med eksemplarer, så eleverne har noget at arbejde på inden de går “i marken”.

Motiver

  • Alle optagelser bør tages på skolen eller i dens omgivelser.
  • Det kan anbefales, at hvert hold maksimalt tager 20 billeder. Færre billeder er OK. Eleverne kan slette dårlige optagelser undervejs.
  • Af sikkerhedshensyn ved deling må eleverne tage situationsbilleder. Det er billeder, hvor en aktivitet eller situation er det egentlige formål med billedet. Eleverne bør undgå portrætbilleder.

 

Fototeknik i marken

Instruer eleverne i kameraernes brug, hvis de ikke allerede kender dem og fortæl kort om fototeknik. Det kan gøre underværker ved et motiv, hvis fotografen har tænkt lidt over kameravinklen.

  • GÅ TÆT PÅ – Det er altid en fordel at gå tæt på motivet og fokusere på enkle detaljer.
  • HOLD KAMERAET ROLIGT – en rolig hånd og albuerne ind til kroppen som støtte.
  • GYLDENT SNIT – Det skaber oftest det mest harmoniske billede, hvis selve motivet ikke er lige midt i billedet, men blot en lille smule udenfor centrum.
  • BEVÆGELSE – Hvis der fotograferes personer eller ting, der bevæger sig, ser det oftest bedst ud, at personen bevæger sig ind mod billedets midte, frem for ud af billedet.

Bevægelse illustration

  • INTERVIEW – Hvis I vil optage interviews, så find et stille rum og sid tæt på hinanden – max. 2 meter. Så kan I optage hørbar speak både fra journalisten og fra den som bliver interviewet.

Tilbage i produktionslokalet

  • Elevernes optagelser kan fx blive til miljøhistorier på en kanal i Skoletube. Det kan være et lyd/video/dias/tegneserieshow –. På Skoletube ligger flere programmer, bl.a. Animoto, Slidemaker og Prezi, hvor eleverne løbende kan udgive deres præsentation på kanalen. Du er velkommen til at bruge andre programmer, som du foretrækker – blot du selv installerer dem.
  • Eleverne kan fint tage fotos og små videoklip og arbejde videre på iPad. Men læg kun de færdige præsentationer ud på Skoletube-kanalen.
  • I bør undgå at dele præsentationerne på Elev- og ForældreIntra af hensyn til persondataloven.
  • Overvej eventuelt hvordan dette værksted kan arbejde sammen med “Miljøavisen” – måske som et samlet multimedieværksted?

 

Udstilling

  • Præsentationerne kan vises løbende på skærmen i INFO-boden.
  • Måske bliver det også muligt at vise en udvalgt præsentation ved den afsluttende miljødebat – tal med INFO-boden.

 


Materialer

Den Grønne Karavane kommer med 8 iPads – husk at lade dem op både inden og undervejs. Og slet elevernes præsentationer på alle iPads, inden Den Grønne Karavane forlader skolen.

Ideer til miljømotiver kan findes i bøgerne i “Pas på Jorden” serien fra forlaget Flachs 1997: Vores brændsel, Vores vand, Vores beskyttede natur og Vores affald. En meget flot bog er “Jorden set fra oven” af Yann Arthus-Bertrand, Forlaget Jorden, 2001